Det er sådan, at jeg er helt tosset med alt, der handler om tidsrejser. Jeg har derfor opsøgt en hel del bøger, film, serier og andet, hvor emnet på en eller anden måde indgår. Jeg kan dog være skeptisk, når der er tale om noget, der først og fremmest er noget andet, som ikke siger mig så meget - fx bøger der primært handler om romantik.
Over de sidste par uger har jeg læst den danske bogserie Spektrum af Nanna Foss, som jeg i første omgang var skeptisk omkring, fordi det er en bogserie om teenagere skrevet - er jeg rimelig sikker på - til teenagere. Og jeg er ikke ligefrem nogen teenager. Min skepsis er dog totalt blevet gjort til skamme! Det er en virkelig god tidsrejsefortælling. Ikke dermed sagt, at der ikke er en del i bøgerne, som teenagere sikkert ville få mere ud af end mig, og som jeg krummede en smule tæer over, men det kom aldrig til at fylde så meget, at jeg ikke kunne arbejde med det.
Indtil videre er der fem bøger i serien, og det handler om, at der er en flok teenagere, som ved et tilfælde finder en tidsrejsedims, og som ved samme lejlighed bliver involveret i nogle mystiske begivenheder. Man kan vel sige, det er en fantasy-agtig, whodunit coming of age-historie, der for det meste foregår i en provinsby i Danmark. Formatet er, at alle bøger er en 1.persons-fortælling, men hver bog handler om et nyt medlem af gruppen, og på den måde ser man tingene fra nogle forskellige vinkler, og det gør også, at bøgerne kan sætte fokus på nogle forskellige udfordringer, danske teenagere kan have. Hver bog har i øvrigt en fortællestil, der er ret påvirket af, hvem fortælleren er.
Det er alt i alt nogle meget velskrevne bøger. Jeg kan virkelig anbefale dem. Dog vil jeg nævne, at der sker nogle ting for hovedpersonerne i bøgerne, der er til den traumatiske side, og jeg ville ikke umiddelbart give dem til fx en sart 13-årig. Men nu er mit ældste barn også en 9-årig, der synes bøger er uhyggelige, når der står, at det regner såeh... man skal nok lave sin egen vurdering :)